25 år medfitness i Faaborg
25 år med
fitness i Faaborg
Faaborg: I år kan Dansk Fitness på Lagonis Minde i Faaborg fejre 25 års jubilæum, men først skal det lige fejres, at centret nu er blevet bygget ud og bygget om, så nu er det næsten dobbelt så stort som før.
Kirsten Henriksen, 57 år, har drevet fitnesscenteret i alle 25 år, og planerne om at bygge ud har hun haft i 15 år. På et tidspunkt havde hun også fået godkendelse til at bygge ovenpå de eksisterende lokaler, men der ville alligevel blive for lidt plads og det ville blive for dyrt.
- Vi prøvede alle mulige måder, men der var ikke andre bygninger eller grunde man kunne købe, forklarer Kirsten.
Købte lejligheder
I foråret 2008 dukkede løsningen op, da seks lejligheder i det tilstødende kollegium blev til salg, og så slog Kirsten til. I august 2009 var handlen på plads, og selvom det var midt i finanskrisen, gik de straks i gang med ombygningen.- Det var enten/eller. Vi skulle enten lukke eller udvide. Det kunne ikke hænge sammen med kun 288 kvadratmeter, forklarer Kirsten.
På den plads er der kun plads til omkring 300 medlemmer, og det er for lidt for at det kan hænge sammen.
Hun vurderer, at det nye center bliver på 540 kvadratmeter i alt, og derfor vil der være plads til det dobbelte antal medlemmer. Men lige nu er målet at få 100 nye medlemmer.
Samtidig udskifter de alle maskinerne til helt nye, og der kommer flere kredsløbsmaskiner. Derudover kommer der flere holdtimer, som for eksempel Zumba og yoga, og så bliver der mulighed for at få behandlinger i de to nye behandlerrum.
- Det er blevet en kæmpe investering, men vi tror på, at det kan gå, siger Kirsten.
Og så har finanskrisen vist sig, at være et godt tidspunkt at bygge.
- Vi kunne få håndværkere hele tiden, og renten er meget lav, lyder det fra Kirsten.
Familieforetagende
I dag driver hun centeret sammen med sin datter, Karina Nielsen.Kirsten Henriksen er egentlig uddannet maskinarbejder, men hun døjede med ømme led, og i tidernes morgen begyndte at træne hos Form og Figur i gågaden.
- Jeg fandt ud af, hvor godt det var at træne, og efter tre måneder var de ømme led væk, fortæller Kirsten.
Hun blev derfor bidt af træning, og da Form og Figur lukkede, lavede hun sit eget fitnesscenter hjemme i privaten. Det havde hun i to år inden hun fandt lokalerne på Lagonis Minde og åbnede Faaborg Sol og Motion.
Senere kom det til at hedde Faaborg Motion, og i dag er de med i Dansk Fitness kæden.
Karina kom ind i foretagendet for seks år siden, da hun vendte tilbage til Faaborg , og i dag er Karina daglig leder mens Kirsten har titlen som centerchef.
Åbent hus
- Der er så mange udfordringer og der sker noget nyt hele tiden, fortæller Karina Nielsen om at drive et fitnesscenter.- Og man får jo velvære af at træne, så der er så mange glade mennesker, så man kan ikke andet end at være glad. Det er ligesom en stor familie, tilføjer Kirsten Henriksen om sine medlemmer, der er lige fra 11-80 år.
Dansk Fitness fejrer de nye lokaler med åbent hus på lørdag den 4. september fra 10-16.
Her kan man bare møde op og gratis prøve de forskellige hold, der kører hele dagen, eller man kan træne på maskinerne.
