FAABORG :- Kristianna Hammer fra Faaborg forsker i sygeplejevidenskab og har arbejdet med emnet kræft og håb i fire år. For nyligt forsvarede hun sin ph.d.-afhandling på Odense Universitets Hospital, og kan nu kalde sig Doktor.

I forbindelse med sin forskning har Kristianna Hammer interviewet 15 kvindelige patienter på Gynækologisk Afdeling på OUH.

- Jeg talte med kvinderne, der var i alderen 24 til 87 år, umiddelbart efter, de havde fået diagnosen, fortæller forskeren.

- De kom allesammen ind på håbet helt af sig selv i løbet af samtalen. Det viser, hvor vigtigt det er for os. Håbet er jo som ilt eller vand for os. Vi kan ikke leve uden.

Kortlægning af håbet

Personligt er hun sikker på, at der er en sammenhæng mellem patientens håb og optimisme og chancen for at blive rask.

- Men det ville nok blive svært

at bevise, - og det er egentlig ikke det, min ph.d. handler om. Det er mere et portræt af, hvordan patienterne oplever håbet, siger Kristianna Hammer.

Undervejs i projektet har hun skrevet tre artikler om sin forskning; den ene artikel har oven i købet fået en pris i Canada.

Hvorfor kræft?

Kristianna Hammer er fra Færøerne, hvor hun mødte sin mand. De blev gift i 1974 og kom til Odense i 1981. Her fik hun arbejde på sygehuset, hvor hun har været på børneafdelingen for kræftramte børn, på intensivafdelingen, og ved strålekanonen til behandling af kræft.

Nu bor de i Faaborg, i en hyggelig villa på Holsten Carisiusgade.

- Som kræftsygeplejerske er jeg igen og igen blevet bekræftet i, hvor vigtigt det er for patienten af føle håb, og jeg har altid haft lyst til at forske i emnet, siger Kristianna Hammer.

Patient begik selvmord

En oplevelse med en patient, der begik selvmord for nogle år siden, gjorde udslaget.

- En ung mand, der havde kræft, kom ind til stråle-behandling, . ”Dør jeg af min sygdom?” spurgte han pludselig. Min kollega svarede med nogle tal og statistikker om, hvor mange der overlevede. Dagen efter begik den unge mand selvmord, fortæller Kristianna Hammer.

- Efter den oplevelse sagde jeg til mig selv, at jeg havde oplevet noget betydningsfuldt, som jeg gerne ville forske i, fortæller hun.

Det store apparat

- Når man får diagnosen kræft, sætter vi det helt store behandlingsapparat i gang med kemoterapi, operationer og strålebehandling. Men det hjælper ikke en pind, hvis vi frarøver patienten det vigtigste af alt, nemlig håbet, siger Kristianna Hammer.

Tilbud om samtale

En vigtig pointe for hende er, hvor vigtigt det er for et menneske at bevare håbet.

Hun mener, at alle patienter, der har fået stillet diagnosen kræft, straks efter skal tilbydes en samtale med en person, der har forstand på håbet.

- Man kunne uddanne en selvstændig stab, der ved noget om det, foreslår hun.

Hendes forskning er støttet af Kræftens Bekæmpelse, Syddanske Universitet og Odense Universitetshospital. Selv om hun nu kan kalde sig doktor, er det i virkeligheden kun første halvdel af forskningsprojektet, der er færdigt.

- Jeg ønsker brændende at gøre min forskning færdig. Derfor håber jeg på at få en forskningsstilling, eventuelt kombineret med undervisning, siger Kristianna Hammer.